En aften skilte vi en eventyrhave ad.

Der findes en slags mennesker, med hvem man ikke altid behøver at mødes, for at føle sig knyttet. En slags mennesker, der står for noget på en sådan måde, at det står tydeligt frem, for alle at se. Også, når man ikke er der.

Denne sensommeraften var jeg en del af et sådant menneskes liv. Det følte jeg selv, i hvert fald. En meget lille del, måske nok, men nok til at have betydning.

Vi var naboer og havde forstået på familien, at vores nabo ikke ville komme tilbage. Vi var blevet enige om at hjælpe, og mange var mødt frem for at skrue og bære, eller løsne, eller bare for at være. Det var en lille opgave til så mange naboer. Vi skulle bare skille en verden ad.

Først skulle vi finde sammen. Man skulle passere hovedindgangen og finde en sti bagom. Man skulle forbi hængekøjerne i skoven og brændestablen til de kolde nætter. Man skulle lade den lille vogn stå og de svulmende æbler hænge, og så finde vejen ind til eventyrhaven, hvor historiernes telt stod som en fæstning i et forsvindende lys. En åben verden med lynlås, hvor gudinder og gnomer herskede over hyggelige møbler og lamper med artikektlys.

Vi nikkede pænere til hinanden, end man gør, hvis man kun gør det fordi man skal, og vi sagde mere til hinanden, end bare det hej, man siger, fordi goddag er for langt og besværligt. I nogle dele af verden vil man gerne hinanden.

Sammen begyndte vi, i et stille tempo, at skille en fortælling ad. Snore først, så duge og møtrikker, dernæst stolper og så løsdele, og i takt med, at historiernes telt blev til dele, da fandt delenes fortællinger deres vej ind til os, og snakken tog til og varmede kinder og smil med glade farver. Fortællinger om at være tilpas, selv når man var for meget, om at være vigtig, selvom man var skævt drejet, om at være sammen og at være tæt, og lade hinanden have betydning.

Jeg stod på et tidspunkt og betragtede denne verden, og det blev mig klart, at selv de, der ikke kendte dette menneske tæt, godt kunne fornemme ham alligevel. Jeg tror ikke han nogensinde har betydet så meget som nu. Her, sammen med os alle.

Jeg smilte, da vi var færdige, og mærkede en varme ned ad ryggen. Jeg vidste da, at jeg havde fået noget særligt med mig hjem.