26. September, 2018.

Om omsorg

Efter fem år og to fjumremåneder træder jeg endeligt ud ad døren fra mit studiet og ind ad døren til min første patient. Hun er ung og usikker, ligesom jeg, men trods hendes få år i livet har hun samlet sig mange ting at bære på, og kun få til at hjælpe sig med at bære. Jeg anerkender, at det må være tungt. Helt naturligt, for hun er let at holde af og fortæller tunge historier. Jeg vil gerne hjælpe hende med at bære eller sortere og lægge fra sig.

Teorien på studiet viste forskellige veje til hjælp. Alle var de baseret på fortidens gode som dårlige erfaringer. I øvrigt også erfaringen, at terapi kan fejle, ligesom den desværre gør med denne unge kvinde. En uoverensstemmelse indtræder og hun afviser min hjælp. Mine terapeutiske bestræbelser skaber ikke bedring, selvom jeg vil hende det godt. Hun mangler positive erfaringer med omsorgspersoner i lige så høj grad, som jeg mangler positive erfaringer med mig selv i den professionelle omsorgsrolle. Det lidende menneske er en fintmasket kompleksitet, som jeg endnu ikke helt kan navigere i. Få er eksperter i dette og ingen ekspert er fejlfri. Vi nye i faget sander hurtigt, at fortidens erfaringer sjældent er nedfældet af de nybegyndere, der gør brug af dem, og som sådan, at der er brug for de erfarne til at fortælle os, hvorfor det gik galt.

Bare hun finder en dygtigere psykolog, tænker jeg, mens jeg forbereder sagen til supervisionen. Supervisionen drager omsorg for mig og støtter mig til at yde bedre omsorg fremover. Min supervisor giver sig tid til, at jeg bliver dygtigere, og tør også sætte ord på patientens passive aggressivitet og ansvarsfralæggende holdning. Et naturligt forsvar, særligt for de mennesker, der har mest brug for omsorg. Jeg finder modet til at tage min del af opgaven – at være fortsat sårbart åben og ærlig om mine fejltagelser, også om ængstelsen og den usikre vaklen, der gjorde det så svært for mig, at holde faklen rigtigt op for patienten. Højt nok til at lyse frem og tilbage, men lavt nok til at kunne varmes af flammen.

Supervision er en uundværlig kvalitetssikring af psykologens arbejde. Således siger også erfaringen. Men en af de første bekymringer i mit arbejdsliv er, da jeg erfarer, at supervisionen ikke prioriteres særligt højt i denne tid, hvor patientkontakt vurderes i antal frem for kvaliteten af en relation. En tid hvor tiden i ligeså høj grad bliver brugt på at opretholde et tåleligt arbejdsmiljø, som på at yde hjælp. Offentlige reformer har skabt opskræmte hønsegårde af de helbredende institutioner.

Nu har jeg intet imod at være en høne, men en opskræmt høne lægger ingen æg. For at finde arbejdsro må jeg derfor søge omsorg hos de høner, der stadigt har varme vinger. Med deres varme værner jeg om faklen i min terapi og forsøger at tilbyde mine patienter både udsyn og omsorg. På den måde tager jeg også ansvar for min lange uddannelse.

Men det er svært, for selvom uddannelsen har lært mig meget, så har den ikke lært mig, hvordan jeg finder arbejdsro under ustandselige omvæltninger og krav, som jeg hverken bliver givet forståelse for, eller indflydelse på. Omstruktureringerne hvirvler rundt som savsmuld mellem baskende vinger fra en flok høns, der i tiltagende grad erkender, at de ikke kan flyve. Uddannelsen har heller ikke lært mig, hvordan jeg bevarer motivation og faglighed, når kontrollerende autoriteter ustandseligt bryder ind og betvivler min omsorg. Langsomt men støt tærer det på min varme, og giver mig selv behov for mere omsorg og flere varme vinger. Men vingerne siger op i takt med at vilkårene bliver dårligere. Patienterne står tilbage med mig. Heldigvis er det usandsynligt, at jeg stopper mit arbejdsliv på grund af dårlige vilkår, for jeg har jo ikke prøvet andet.

 

Om svigt

Omsorgen udvides med velmenende velfærdsvisioner, men kun i retorikken. Den økonomiske platform snævrer ind med hvert regnskabsår. Følgen er, at omsorgen skal ydes bedre og hurtigere til flere patienter. Desværre har omsorgsarbejderen sjældent hurtige løsninger på hånden. Patienter, der kæmper for at slippe af med følelsen af ensomhed vil gøre ganske meget for at undgå at se den i øjnene sammen med andre. Det kan være lettere for dem at pege ensomheden ud i det liv, de kan undgå.

Der kunne jeg blive ensom, så jeg må hellere holde mig til mig selv.

Hvordan forklarer man så ængstelige mennesker, at man bliver nødt til at skynde sig med omsorgen, samtidigt med at gøre sig forhåbninger om, at patienten ikke peger en ud som noget, der skal undgås? Det gør man ikke. Man accepterer åbenhjertigt sine begrænsninger og møder patienten i et så ægte øjeblik, som man har erfaring til. Derefter håber man, at patienten har fået varmen, tør varme sig med andre, og med tiden glemmer ensomheden, ligesom alle vi andre.

Behandling behøver ikke være ubrugelig, bare fordi den er kortere, men man når ikke det samme. Heri ligger svigtet. Svigtet handler ikke om besparelserne, men om røgsløret. At politikerne slynger om sig med vælgervenlige sundhedsgarantier og forbrugerrettigheder på omsorgen for at dække over besparelserne. Udeladelsen af, at den forøgede arbejdsbyrde endnu ikke har givet de tilsigtede resultater. Der lefles for patienterne med lovning om privatliv og indflydelse, ret til hurtig visitation, udredning og behandling, men der tales ikke om medarbejderens rettigheder, eller om anerkendelsen af den uundgåelige slagside af at tage et skridt fremad uden afsæt, nemlig en forskydning af balancen. Med øget travlhed, flere krav, overvågning, kontrol og dataindsamling mindskes tilliden og autonomien. Det betyder, at behandlingen forringes, ikke at den forbedres. Når forandringer gennemføres uden aftale, gensidig forståelse eller mening, så gennemføres de i essensen under tvang, og hvis vi tvinges, så arbejder vi ud fra et værdigrundlag, der er diametralt modsat det, vi har forsøgt at bygge op gennem de sidste hundrede år. Erfarne omsorgsarbejdere har i dag en indgroet forventning om, at omsorg, der gives, også modtages, men omsorgen gives ikke til medarbejderen, der i stedet blot modtager flere krav uden bagkant. Følgen er det sammenbrud, der i folkemunde er kendt som ’at gå ned med stress’. Krise qua oplevelsen af, ikke længere hverken at forstå, magte eller (ud-/be-)holde (af) sit arbejde.

 

Om anerkendelse

Hvis medarbejderen skal bjerges fra bunden, så skal der gives ilt i stedet for flere bølger af krav. Hvis vi mangler ressourcer og tid, så må vi starte med kunstigt åndedræt og anerkende, at målsætningen ikke er nået. Hvis vi kan acceptere ærlige udtalelser som Grundet prædiktion om manglende ressourcer fokuserer vi på privatisering og besparelser på de offentlige ydelser. Det kan resultere i en svækkelse af velfærden, så anerkendes den massive belastning, der følger af både at spare på velfærden og iværksætte skelsættende velfærdsvisioner fra dag til anden. Måske ville det tvinge os til at give slip på en af delene. Men hverken borgere eller politikere synes villige til at ville give slip, og så er vi lige vidt, for det eneste realistiske svar på uopnåelige krav er løgnen.

Vi kan blive dygtigere og arbejde mere effektivt for færre penge, samtidigt med at ændre arbejdsprocesserne og implementere socialvisionære initiativer og et dataindsamlingssystem til yderligere kontrol og bedre prædiktion.

Nej. Nej, det kan vi ikke. Som de sagde så ofte på mit første arbejde – Man kan ikke både puste og have mel i munden.

Nej…, kan jeg tilføje, …og man kan ikke få vejret, mens man prøver.